≡ Menu

Kreativ terapi med børn

Du kan læse her om et forløb, jeg har haft med en 9 årig dreng, i tekst og billeder. Artiklen “Prinsen og dronningen” udkom i fagtidskriftet “Psykoterapeuten” oktober 2010. Klik her for læse artiklen.

Det gør ondt at se sit barn mistrives.
Det kan være, du/I observerer at barnet:

* er ked af det eller bare trist
* er utrygt og bange
* har svært ved at sove
* er hyperaktivt og ukoncentreret
* lider af voldsomme vredesanfald
* har mange konflikter med andre børn eller voksne
* har svært ved tilknytning
* mangler selvværd
* er ensomt
* har svært ved at komme over en traumatisk begivenhed
* etc. etc.

Når kontakten er god kan man snakke med børn om det, der er væsentligt for dem. Men man kan ikke altid arbejde direkte og målrettet med dem om det svære og sårbare. Til gengæld har børn en åbenhed og en adgang til fantasiens verden, som de fleste voksne har mistet en god del af.

Vi begynder som regel med en samtale med forældrene alene. Ofte er det jo hos de voksne, problemerne har deres rod. Her ser vi på, hvor skoen trykker, og på, hvad forældrene kan gøre.

Når barnet kommer, snakker vi først om det, det drejer sig om.
Nogle gange bliver far og/eller mor, andre gange må de gå en tur. Det afhænger af barnets alder, behov og problematik.

 

Sandkasseterapi
eller kreativ leg med figurer og symboler.

På et tidspunkt ber jeg barnet lave et billede med nogle af de mange små figurer, jeg har i mit terapirum. Billedrammen er en lille sandkasse. Det gode ved at lave billeder med figurer i stedet for at tegne er, at man kan flytte rundt på dem og lave nye situationer, føje nye ting og personer til.

Børnene er lynhurtige. De laver et billede og fortæller en historie. Til en start kan de voksne ofte ikke se, at det har noget med problemet at gøre. Men det har det som regel. Gennem billedet kan børn udtrykke noget af det, de ikke har ord for. Jeg snakker med barnet om historien og arbejder ud fra denne. Nye muligheder og veje findes, hjælpere og ressourcepersoner/væsner kommer til.
Det er som oftest dybt berørende processer.